Historie bag club GOLF Danmarks start
Denne artikel er skrevet af John Christensen efter interview med Jens Kampmann og læsning af klubbens syv første medlemsblade.
Idémand og iværksætter var Jens Kampmann. Jens startede i Skandinavisk Motor Co. A/S i 1960 som handelslærling, og da club GOLF Danmark blev stiftet i 1984, ejede han Roskilde Auto-Forum. Det er Jens’ opfattelse, at Volkswagens køb af Audi (NSU og Auto Union) i 1969 var med til at lægge grundstenen for den kommende Golf med forbillede i teknikken fra Audi 50 – et modelskifte med Polo og Golf, der også var med til at sikre den skrantende økonomi i VW.
Med Golf omkring sig i ca.10 år var Jens helt overbevist om, at klubben ville blive en succes, og i starten var det især interessen for GOLF GTI, der var baggrunden for at samle sig i en klub, der dog skulle være for alle Golf-ejere uanset model. Det startede i foråret 1984, hvor Jens sammen med Michael
Bengtsen, som var reklamemand fra Roskilde, og Danmarksmester i Rally Torben Petersen fra Helsinge, lavede en fotoserie af tre frække Golf og stifterne ved Roskilde fjord. Billedet blev anvendt i en landsdækkende pressemeddelelse, der kunne fortælle alle Golf-ejere i Danmark, at club Golf Danmark var stiftet med sekretariat i Roskilde Auto-forum – klar til at tegne nye medlemmer.
I starten af juni 1984 tog Jens, Michael og John Bolding til 3. internationale GOLF GTI træf ved Wörthersee – ikke mindst for at få en idé om, hvordan man gjorde i andre lande med klubber. Her fik de en god kontakt til en GTI klub i Køln, og efter turen og snakken med andre var de helt sikre på, at hvis clubben skulle blive en succes i Danmark, var det nødvendigt, at den skulle være en landsdækkende klub.
Turen til Golf GTI træf i Wörthersee skulle blive en af de tilbagevendende aktiviteter i klubben. Efter turen udkom det første club Golf Danmark medlemsblad i første omgang uden bestyrelse og vedtægter, men med 141 medlemmer efter blot tre måneders eksistens.
Klubbens første træf blev afviklet den 8. september 1984 hos Roskilde Auto-Forum. Jens skulle bruge træffet til at finde medlemmer til bestyrelse og udvalgsarbejde, så der kunne laves en fuldgyldig klub. Træffet blev en stor succes med over 100 medlemmer som deltagere, og der blev på træffet
truffet beslutning om, at medlemmerne skulle betale kontingent, fastsat til 60 kr. for 1985.
24. oktober 1984 blev der afholdt bestyrelsesmøde for første gang. Her blev klubbens formål og love vedtaget og en bestyrelse sammensat samt forskellige aktivitetsudvalg nedsat – her blev Jens valgt til formand og H.C. Spang til kasserer – de er begge æresmedlem i dag. Det, der bekymrede Jens mest i starten, var, at de fleste medlemmer kom fra Sjælland, og det kneb for jyderne og fynboerne at forstå fordelene ved at have en landdækkende klub, og flere gav udtryk for, at man bare kunne samle sig i små lokale klubber. Første mand fra Jylland i bestyrelsen blev John Jungdal, som blev håndplukket, og han startede straks med at efterlyse/opsøge medlemmer, så der kunne dannes en jysk bestyrelse og udvalg, der kunne iværksætte aktiviteter i Jylland.
Det må siges, at det lykkedes, for på generalforsamlingen i 1986, kunne man mønstre aktive medlemmer nok til at lave to bestyrelser – én i øst og én i vest. Det
første træf i Jylland blev afviklet 8. maj 1986 hos Tørring ferieland/ Go-cart med 75 Golfer som deltagere. Så var det bevist, at man kunne samle medlemmer i øst og vest, og det var nu blevet en landsdækkende klub – med 235 betalende medlemmer. Det må siges at være en meget flot præstation – jeg fristes her til at nævne alle de personer, der har arbejdet hårdt med at få klubben op og stå på to år, men jeg får helt sikkert ikke alle med, så det vil jeg undlade, og der dukker
sikkert flere navne op i de efterfølgende historiske artikler, der vil komme. Men nu var det jo også mest manden bag ideen Jens Kampmann, der skulle frem i lyset.
Fra klubbens start var det ikke hans ide, at han skulle være formand for klubben i mange år, men kun til den var blevet landsdækkende, og at han kunne se, at klubben var levedygtig. Så på klubbens tredje generalforsamling 1987 takkede han af og overlod formandskabet til Bent Glensbye, og forsatte selv som pressemand for klubben.
Til sidst vil jeg lige runde af med et par andre mærkedatoer for klubben. Første træf på Fyn fandt sted i Fåborg 15. maj 1987 hos VW forhandler Lehrmann, med 75 deltagende medlemmer, blandt andet Steffen Rasch som deltager for første gang i klubben. Han blev senere formand for klubben gennem 10 år. Jeg runder af med at nævne turen til Wolfsburg, som burde være et must for alle i klubben, og som blev grundlagt i Jylland i efteråret 1986. Første gang den blev gennemført var den 14. april 1987 med ca. 40 deltagere arrangeret af Egon Knudsen, og det var helt sikkert en tur, som skulle gentages. Så har jeg berettet lidt om det grundlæggende i klubbens start, og jeg er sikker på, at Povl Henneberg vil følge op på andre emner. Fra Jens’ arkiv har klubben også modtaget det allerførste klubblad samt 25 eksemplarer af klubbladene med lidt mangler op til 1993, så der er lidt læsestof for de historieinteresserede i klubben.